Uundgåeligt, hvis du skal rejse med maxi-taxa gennem Buzau, skal du have noget mere særlig. Enten falder dit hår ud af din næse på grund af en, der har glemt eller ikke ved, hvordan man bruger sæbe og deodorant, eller også ender du i et bilvrag, der ved første hullet rejser et støv indeni, så du ikke længere ser dig selv som en mand med en stol, eller også løber du ind i en dømt manelist-chauffør og afsoner straffen med ham (i hvert fald for ham, hvor du kan komme af, hvor du skal komme af), hvor du skal komme af.
I dag, da jeg kom fra mine forældre, stødte jeg på en bedstemors bil. Luften var åndbar, og en chauffør lyttede til Europa FM på mute. Jeg fangede uundgåeligt en kort dialog mellem damer (sandsynligvis naboer), der hver var omkring 35-40 år.
– Jeg fortalte dig det han ledte efter dig i går aftes o hvid bil med to mænd i?
– jeg ved det…det var Daniel. Han ringede til mig. Men du ved ikke mere…bilen fandt mig ?
– … pai…Jeg ved det ikke. jeg ved det…?
Mit held var, at jeg efter en station måtte stå af. Jeg kunne ikke lade være med at grine.
